Vejledninger og Kommunale Standardvilkår understøtter kommunernes indkøb af it-løsninger

Kommunernes Videncenter i KOMBIT har samlet eksempler på, hvordan kommunerne arbejder med tilpasning af deres eksisterende it-løsninger, og har udarbejdet et sæt Kommunale Standardvilkår, der skal understøtte kommunale indkøb af nye løsninger.

Mange kommuner er langt med at tilpasse deres eksisterende it-løsninger til Monopolbruddet og den nye Rammearkitektur, men infrastruktur og Monopolbrud er kun de første trædesten på vejen mod et nyt kommunalt systemlandskab. Med nye vejledninger og kommunale standardvilkår hjælper KOMBIT kommunerne med at bane vejen videre frem.

Klar til Monopolbrud og Rammearkitektur

I Rammearkitektur og Monopolbrud – tilpasning af aftaler og indkøb har Videncentret samlet et overblik over, hvad kommunerne kan gøre for at få det fulde udbytte af Monopolbruddet og Rammearkitekturens muligheder.

Vejledningen indeholder eksempler på, hvordan kommuner f.eks. har løst opgaver med at skabe overblik over snitflader og økonomi samt tilpasse af indkøb af it-løsninger til Rammearkitekturen. Fra eksemplerne linkes der til de dokumenter, kommunerne har brugt og til relevante sider på KOMBIT.dk.

Vejledningen giver også råd om tilrettelæggelse og gennemførelse af indkøb og forhandlinger om tilpasning af eksisterende aftaler.

Standardvilkår understøtter kommunernes indkøb

KOMBIT har udarbejdet et sæt kommunale standardvilkår (KSV), som skal understøtte kommunernes indkøb af it-løsninger. Vilkårene svarer som dokument til leverandørernes generelle salgsbetingelser, men set fra en kommunal synsvinkel.

KSV kan ikke erstatte en konkret købsaftale, men kan supplere aftalen, så kommunernes kerneinteresser kan gøres til en del af hver it-anskaffelse i en kommune.

Vilkårene ledsages af en introduktion, der uddyber baggrunden for formuleringen af udvalgte bestemmelser.

Videncentret opfordrer alle kommuner til at læse vilkårene, meget gerne kommentere på dem og træffe beslutning om at bruge dem.